|
<- Marts 2007| Sommer 2007 -> April 200724. april - Ideer... Tak for jeres søde kommentare til Askes trøje, - én får jo straks lyst til at strikke mere ;-)
Inspiration er mange ting. Min svigermor kom hjem med et strikket sjal med et meget fint lille hulmønster i, sidst hun var i Indien. Det hulmønster har jeg nu arbejdet videre med, og ideen er at lave sådan et stort trekantet sjal/plaid, man rigtigt kan putte sig i havestolen en kølig sommeraften eller i sofaen om viteren. Ét der egentligt er for stort, og derfor bare så hyggeligt. Hvad det ender med, ved ingen. Mine projekter har det med at ændre sig til hen af vejen.
En zebrastribet valkeprøve, bismarcksklumper og andre trekantede bolsjer, en mail fra en mor, der manglede et begynderstrikkeprojekt til sin datter, var med til at inspirere til et andet projekt, jeg er gået i gang med. Kan I ikke forestille jer en lille taske, der er stribet, og har form som en bismarcksklump? Jeg kan godt. Og hvad er et godt begynderprojekt? For mig er det et projekt i uld, der er dejligt elastisk, og dermed skjuler de ujævnhedder, der er når man går igang for første gang. Valkning skjuler det sidste, så det bliver rigtigt fint. Pindestørrelse er vigtig. Jeg forstår ikke begynderprojekter på pind 9-10 stykker, for de er akavede at side med. På pind 2½-3 sker der for lidt. Så sådan en pind 4 til 6-7 ligger rimeligt godt i hånden og der sker samtidig lidt. Tanken er at strikke en stor stribet retstrikket firkant, også få en lille bolsjestribet taske ud af det. Nu må vi se hvad det ender med. Jeg gemmer projektet til den kommende weekend, der skal tilbringes i bjergene nord for Madrid. En af Mads kammerater fylder 40 i dag, og det skal fejres med at besøge ham i en laaaang weekend (han bor i Madrid). Åh hvor jeg glæder mig til vi skal afsted på torsdag. Vender tilbage i næste uge, med inspiration fra det spanske... Og forhåbentligt med en lille bolsjestribet taske. En krydsning mellem hindbær- og kakaobolsjer ;-) Skriv en lille kommentar20. april - Farveladetrøjen...
På strikkefronten har jeg fundet garn frem til et Forårstæppe. Min ene svigerinde venter sig med en lille pige til juni, og hun skal selvfølgelig have sit eget tæppe. Ligesom Askes tæppe, som vi har brugt, og stadig bruger, rigtigt meget, skal det strikkes i alpaka. Og da jeg ikke er den store fan af babypasteller bliver det i pink, lavendel, rød og orange Indiecita. (Aske synes fotoopstillinger af garn er temmelig kedelige, - det er meget sjovere at kaste med garnet.) Skriv en lille kommentar10. april - Når knapperne gør en forskel - og et par færdige småprojekter...
Knapperne til Timian købte jeg, da jeg alligevel var ude og købe knapper til Kathy. Kathy har som jeg nævnte sidst, været meget (meget) længe undervejs. Jeg slog de første masker op i juni 2005 - altså for snart 2 år siden. Men nu - tadadada - er den færdig (okay den mangler lige lidt damp på kanterne, men det må komme)...
Design: Kim Hargreave
Det er den lyseblå Merci jeg bruger til Green Gable, der i øjeblikket er mit "ikke-tænke-strikketøj". Og det er så simpelt, at jeg kan strikke på det i bilen uden at blive køresyg ;-) Der er en hel del omgange tilbage endnu, men den vokser da stille og roligt. Så til et par færdige smådesignprojekter. Pulsvarmerne var februars projekt, mens jeg strikkede bindesjalet i marts...
8. april - Parterapi og Snowdrophygge
I påskedagene er vi som I sikkert har gættet på Møn, hvor vi nyder at komme ud i haven. Mads er til de "grove" opgaver og så er han han frugtavlsmester. Der kan simpelthen ikke plantes tilstrækkelig mange forskellige sorter - den kære mand drømmer om sit eget private Pomet. Jeg har så fået hovedansvaret for såningen og kartoffellægningen i køkkenhaven. Og ja der er kommet frø i jorden til vinter- og sommergulerøder, pastinak, forskellige salater, spinat, rødbeder, sukkerærter, lagt stikløg mm. Hyggestunderne går selvfølgelig med strik. Kathy er blevet færdig, men som sædvanlig har jeg ikke lige billeder klar endnu. Og da den var færdig, måtte jeg selvfølgelig igang med Snowdrop. Og jeg forstår egentligt godt at den er strikket af temmelig mange efterhånden. Hulmønsteret i starten er sjovt at strikke, og derefter går det bare derudaf på pind 6...
Glædelig påske. Skriv en lille kommentar1. april - Hvor blev marts måned af?
Der er jo nærmest gået inflation i Helga Isagers Snowdrop rundt omkring i det danske blogland. Men efter at have prøvet Helles friskeste eksemplar, synes jeg nu også lige jeg måtte ha´ sådan en, at gå foråret i møde med. Nu er jeg i den uhelidge situation at have læge lige i nærheden af Amimono, så da jeg havde Aske til lægen i fredags, kom jeg lige til at gå forbi. Ja og med hjem kom selvfølgelig et Snowdrop kit... Nu slås jeg lige lidt med Kathy - en cardigan, der snart har været to år undervejs. Når den er færdig, synes jeg, jeg fortjener lidt snowdrop-hygge ;-) I øvrigt er både februar og marts måneds små designprojekter færdige, og jeg skal nok vise dem frem, når jeg lige får taget nogle gode billeder. April måneds projekt? Tja hvem ved? Måske vi skal ud i endnu en valket taske?
Jeg har for længe siden lovet Lene Sophie lidt billeder af Aske fra hans 1 års dag, og da de nu har ligget klar på serveren et stykke tid, kan I jo ligesågodt få dem. Aske på sin 1 år fødselsdag...
<- Marts 2007| Sommer 2007 -> |