123strik.dk - en blog om strik, garn og livet i almindelighed
NYHEDSBREV
Weblog
- Arkiv (weblog)
Strikkegalleri 2007
Strikkegalleri 2006
Strikkegalleri 2005
Strikkegalleri 2004
Strikkekalender
Strikkeråd
Pindestørrelser
Garntykkelser
Omregning af mål
Nordiske strikkeblogge
Links
Webmaster ;-)
Projekt 365
August 2008
Juli 2008

<- Efterår 2009| Nyere indlæg ->

Vinter 2009/2010


20. februar - Farvelade

Den har været rigtigt længe undervejs, fordi jeg har strikket store dele af den flere gange. Jeg er 95% tilfreds med den, men den blev aldrig 100% som oppe i mit hovede. På Aske ser den nu alligevel fin ud:

Opskrift: Farvelade - min egen opskrift; håber jeg kan finde tid til at skrive den ned.
Størrelse: Passer Aske, så det er vel en str ca 6 år ;-).
Pinde: 4 og 4½ mm.
Garn: Peruvian Higland Wool i farve 202 (petrol), 215 (orange), 221 (støvet grøn), 223 (gul), 226 (hindbær).
Modtagerens tilfredshed: Aske synes de orange striber skulle have været på maven, og ikke på ryggen. Jeg er med vilje lavet de mindt farveklare striber på maven, for at give ro til ansigtet, og det er jeg egentlig godt tilfreds med.

Og Lene; en af mine yndlingskombination af garn er, når man strikker en tråd Indiecita og en tråd lammeuld sammen. Altså dobbelt garn på pind 4-4½ mm. Her et par gamle billeder af Lauritz I og II strikket i netop den kombination:

I øvrigt har jeg fået Rachel Søgaard til at lave et par modeller (til kvinder) for Filcolana i kombinationen Indiecita/lammeuld. Jeg glæder mig til at se hvad hun finder på, men da det er arbejdet med næste vinters modeller der lige er sat igang, er der jo lidt tid endnu, inden vi ser hvad hun finder på.

Skriv en lille kommentar


14. februar - Startitis

Når man sådan langsomt begynder at strikke igen, kan man godt blive ramt af et anfald af startitis. I hvert fald er det lykkes mig at starte op på tre nye projekter. To trøjer til Aske og et skykke strikket sjal:

En rød vams (i Filcolanas nye naturgarn). Den startede med høj hals, men det måtte strikkes om, da Aske synes den sad alt for tæt. (Jeg klippede den første af, og strikkede en ny på ;-) Ja faktisk har min store dreng fået temmelig faste meninger om, hvad mor skal strikke. Sweateren skulle være rød, og kun rød. Jeg foreslog ellers et rundt bærestykke med robotter strikket ind, men den gik ikke.

Aske ønsker sig også en orange sweater, og så kunne jeg jo passende lege lidt med den håndfarvede Indiecita. (Dvs. jeg strikker med en af mine yndlingskombinationer: En tråd Indiecita og en tråd lammeuld). Det var herren heller ikke helt tilfreds med - den skulle kun være én farve. Så foreslog jeg, at jeg bare strikkede trøjen færdig til Rune, men så trak den gode herre lidt i land igen. Han mente nok, at han kunne bruge den, når han blev stor, og var fyldt 4 år - og mon ikke det kommer til at passe meget godt, der er nemlig kun 4 uger til. ;-)

Sidst er jeg startet op på et skyggestrikket sjal i lilla. Det er ikke et projekt der er færdig lige med det samme, men sådan et, der er velegnet til møder, køreture eller hvornår der nu er brug for et strikketøj, der ikke kræver så meget. Ja egentligt kræver Aske oppe-fra-og-ned-raglan-sweatre heller ikke mange omdrejninger på øverste etage, men alt strik skal kunne klares på gulvet med to unger omkring - så det er meget passende i øjeblikket.

Enkelte af jer kan måske huske tilbage til en farverig vest jeg var igang med til Aske. Den lignede en gammeldags farverig uldbadedragt på, så den fik en tur med saksen - og en tur i tørretrumbleren...

Opskrift: 108 masker strikket rund på pind 4½ mm i 31 cm, derefter taget lidt ind, inden der er lukket af
Størrelse: Lidt for stor til Aske, lidt lille til mig. Måske den passer til Askes kusine H - hun kunne også godt falde for den lidt mærklige hue ;-).
Garn Peruvian Higland Wool.

Ej, I må da også lige se et billede af yngstemanden. Billedet er godt nok allerede nogle uger gammelt, det går jo så hurtigt; men se hvor fint udsyn han har nu ;-) (Bemærk i øvrigt, at han er iklædt Askes gamle hønsestrikkede vest ;-)

Skriv en lille kommentar


30. januar - Abstinenser

Januar har blandt andet budt på den halvårlige engrosmesse for garn, stof og andet til håndarbejde. Jeg var på Filcolanas stand alle dagene, og fik rigtigt lov at snakke garn i noget der ligner 10 timer om dagen - kun afbrudt af lidt amning og anden hygge på Rune. Må ærligt indrømme at jeg hyggede mig gevaldigt på messen - i hvert fald så længe der er noget at lave, men heldigvis havde vi god gang i den en stor del af tiden.

Jeg følte mig dog fuldstændig som en eksryger må føle sig til en stor fest, hvor der ryges. Jeg kunne snakke om at strikke, men måtte ikke strikke selv. Jeg havde så mange abstinenser, da jeg kom hjem, at jeg var nødsaget til at strikke et par små strikkeprøver. Man er jo noget nær sprængfyldt med ideer, når man sådan har snakket garn i flere dage.

Hænderne har det meget bedre, men er ikke 100 % i orden, så godt nok er jeg startet på et skyggestrikket sjal, men jeg nøjes med få eller ingen pinde hver dag, indtil hænderne er helt i orden.

Nå, nu er det ved at være lyst derude. Jeg tror, jeg vil slæbe ungerne med en tur i Kongens have, mens nattens sne endnu er jomfruelig.

Så bare lige for traditionens skyld, et billede af lidt håndarbejde. Endnu et par bløde bukser til Aske. Han er jo som tidligere beskrevet nærmest blevet afhængig.

Opskrift: Meedom og Meedom - igen, igen.
Størrelse: Form 1 i størrelse 110 cl (6 år).
Materialer: Bomuldsjersey fra Skipper stoffer.
Syet til: Aske.

Skriv en lille kommentar


9. januar - 2010

Man er ikke purung længere, når der pludselig er gået et årti i forrygende tempo, sådan næsten uden man opdagede det. Jeg forstår slet ikke, at det er ti år siden, at man var nervøs for, om alting brød sammen, fordi computerne pludselig skulle skrive 20 i stedet for 19. Vi overlevede, men hold da op hvor er de sidste ti år gået hurtigt.

Det gjorde vores 2 ugers juleferie også. Aske og Rune var syge på skift, men egentligt var det rart at have tid at pusle om dem, så vi havde to dejlige uger alligevel. Håndarbejde blev det ikke til grundet seneskedehindbetændelsen (som I øvrigt (selvfølgelig kan man måske sige) heller ikke bliver bedre af at være en del i køkkenet i julen).

Vi var 14 mennesker samlet på Møn i alle juledagene, og det gik faktisk rigtigt fint. Grundet ADHD og autisme i familien, havde vi forsøgt at lave den 24. så forudsigelig som overhovedet muligt, for dem der havde brug for det. Derfor tegnede jeg og fortalte om dagens program på en stor plakat i køkkenet, så alle var med på, hvad der skulle ske hvornår.

Vi kan blive endnu bedre til ikke at improvisere næste år, der er altid plads til forbedringer.

Hvis jeg laver lister andre steder end her på bloggen, bliver de væk, så derfor kommer der nu en liste over årets (dvs. 2009) julesmåkager, for så kan jeg finde den næste år ;-):

- Svenske kakaosmåkager fra Morten Heibers "Chokoladefristelser - især populære hos Aske
- Jødekager fra "God mad, let at lave - især populære hos Thor
- Svenske juletræsfigure fra Sif Orellanas "Krudtugler og kanelsnegle" - super dej at rulle ud for børn, og god smag som både børn og voksne nød.
- Vanillekranse efter Slagt en hellig ko's anvisninger - de bedste vanillekranse jeg endnu har bagt.
- og en juleklassiker i min mands familie:

"Bentes kokoskager"
Følgende blandes og køles i stave med en diameter ala en femkrone:
150 g mel
150 g sukker
150 g smør
150 g kokosmel
75 g korender
skal fra appelsin
Når det er kølet, skæres det i tynde skiver og bages.

Også kunne jeg altså ikke lade være med at kaste mig over lidt håndarbejde i dag. Aske mangler "bløde bukser", det eneste han vil have på under flyverdragten - uden på uldbukserne, når han skal afsted i børnehave. (Han er ude stort set hele dagen, så det skal være varmt og behageligt).

Opskrift: Meedom og Meedom - igen, igen.
Størrelse: Form 1 i størrelse 110 cl (6 år).
Materialer: Bomuldsjersey fra Skipper stoffer.
Syet til: Aske.

Jeg har lyst til mere håndarbejde. Jeg kunne kaste par over eller et bukser mere til Askemanden, eller måske hænderne kan holde til et sjal på strikkemaskine? Jeg har i hvert fald fundet de her rester frem, som jeg har farlig lyst til at lege med. Jeg skal stå på messe for Filcolana i næste weekend, så det ville da være passende, med et nyt sjal...

Skriv en lille kommentar


15. december - Ingen strikning

Min kære læge bekræftigede i dag min mistanke om seneskedehindebetændelse. Hold hænderne mest mulig i ro, lød dommen, og det viste jeg jo godt allerede. Nu er jeg ikke god til at lade være med at bruge hænderne, men jeg prøver. I weekenden kunne jeg dog ikke afholde mig fra at hygge lidt i køkkenet med Aske. Det blev til lidt småkager og konfekt.

Jeg lidt trist, da jeg gik fra lægen. Selv om jeg egentlig godt viste, at den eneste vej frem med hænderne, er ro, var det alligevel lidt kedeligt, at få det bekræftet. Der måtte en smule trøsteindkøb til. Jeg var forbi min lokale thepusher. Jeg er thedrikker, og har købt stort set købt al min the hos Perchs lige siden jeg flyttede til København for 10 år siden.

Åh det hjalp at smage en ny slags the ;-). Der skal ikke så meget til. Jeg prøver at holde hænderne mest muligt i ro - så er der håb om at jeg igen kan strikke til februar (åhhh, der er længe til februar ;-)

Skriv en lille kommentar


12. december - Besøg af Doktor Knalle

Kan I huske den der Rasmus Klump, hvor Doktor Knalle forbinder alle fra top til tå, så de ligner mumier? Jeg tror jeg har haft besøg af Knalle. Håndledene lider efter de mange løft af baby - jeg har ikke været til lægen, men gætter på vi er ude i en gang seneskedehindebetændelse... Så ingen strikning - ØV. I lørdags overså jeg så et trin ned af en trappe, og forstuvede den ene fod. Søndag blev tilbragt på sofaen, av hvor kan ens fod gøre ondt. (Også var det så særdeles surt ikke at kunne strikke). Så nu hygger jeg hjemme med Rune, med venstre hånd og højre fod bundet ind på bedste Knalle-maner.

Og når det nu ikke bliver til håndarbejde, ja så er det jo godt med en lækker baby at vise frem. Jeg tog disse her billeder forleden, og er lidt vild med dem - og med Rune ;-)

Og når man lige er blevet 3 mdr, ja så er man ved at være god til det der, med at gribe ud efter ting. Men det er stadig svært og kræver stor koncentration.

Og fordi jeg er bagud med at blogge, har jeg faktisk lige et par strikkeprojekter at vise frem. To små ting til Aske:

Opskrift: "Falke" - egne opskrift.
Pind: 4 mm
Garn: Arwetta ekstra fin merino i farve 239
Strikket til: Aske

Og så et par sokker... Jeg fandt pludselig en enlig sok i strikkekurven. Jeg havde faktisk glemt alt om, at jeg havde strikket den. På Ravelry kunne jeg se, at jeg var startet tilbage i januar. Men det skulle altså blive november, inden den skulle få sig en makker.

Opskrift: Den der efterhånden er kodet ind i hænderne...
Pind: 2½ mm
Garn: Opal Wintermärchen i farve 2150
Strikket til: Aske

Skriv en lille kommentar

<- Efterår 2009| Nyere indlæg ->


Søg på 123strik.dk

Om...
Mor til to skønne drenge fra 2006 og 2009. I fritiden slapper jeg af med husmoderlige sysler som strik, syning, madlavning og bagning mm. Når jeg arbejder, sælger jeg garn. I 2009 overtog jeg Filcolana, der sælger garn engros.

Følg mine WIP på Ravelry